Trio Confetti

presse_tc05

 

 

Trio Confetti fik desværre aldrig selv udgivet en CD. Vi var ellers på landevejen i adskillelige år. Det startede i 1986, lige før jeg flyttede hjemme fra. Guitarristerne Steen Thomsen og Henrik Yde spurgte, om jeg ville spille i deres verdensmusiktrio. Jeg havde jo spillet en lags verdensmusik i Bazaar, fra jeg var 9 til 16 år med min far Flemming Quist Møller og min stedfar Peter Bastian og Anders Koppel. Jeg havde også haft et par år, hvor jeg fik undervisning i jazztrommer hos Bjarne Rossvoldt og spillede børnerock/funk i et band der hed Ta' Fat. Det var med guitarristen Fox Nilfisk som tidligere havde været medlem af børnerock bandet Parkering Forbudt.

I Trio Confetti's repertoirer kunne jeg få glæde af alle min erfaring med forskellige musikgenrer. Det eneste der var anderledes var, at jeg skulle spille på et mindre rejsetrommesæt, da vi skulle på en Europa turné hvor vi spillede på gaden. Det skulle være et trommesæt, som ikke var større, end at jeg kunne tage det på nakken og løbe fra politiet.

Vi fik nogle gademusikertricks og gode adresser fra Nulle (Nulle & Verdensorkestret), og kørte af sted i en gammel Folkevogn. Vi havde en 'dogme-regel' om, at vi kun måtte have 500 kr. til at starte med og en fuld tank benzin; resten skulle tjenes ved at spille på gaden – så måtte vi se hvor langt, vi kunne nå. Jeg var lidt bekymret for om vi skulle få nok mad, jeg var jo en ung mand med stor appetit, men Steen og Henrik - der var 10 år ældre - lovede, at de nok skulle sørge for, jeg ikke ville sulte. Det var en fantastisk rejse med masser af oplevelser. Lige fra en spontan festival stemning på en solskinsdag på torvet i universitetsbyen Heidelberg, til hårdt tjente penge med hatten i hånden ved cafeer. Vi erfarede, at vi skulle nøjes med 2 numre stående i passenede afstand fra caféerne, så gik jeg en tur med hatten og en triangel mellem bordene fordi jeg var så ung og uskyldig, imens vi spillede Tico Tico. Så sluttede vi med et ekstra nummer og gik videre til næste café. Det var koncertoplevelser med store kontraster. På toppen af en bakke uden for Grenoble slap benzinen op og vi måtte trille ned af bjerget i frigear. Vi rullede ind på et lille torv og hev sultne vores instrumenter ud af bilen. Stor succes, glade mennesker, masser af penge, gratis mad og et publikum der endte med at danse omkring springvandet. Vi kørte videre ned til de rige mennesker i Nice. De kæmpe private lystjagter brommede i havnen. Begejstrede gæster, der åd hummer og østers, blev betjent af tjenere i hvide uniformer. Men efter at havde vi slidt neglende af fingeren, blev vi ramt af det moderne plastikkort; gademusikantens endeligt og vi måtte rejse tomhændede der fra. Den moderne tid var kommet til Europa.

Vi troede de var skide fedtede de Schweizere, men da vi kørte til Italien for at bruge pengene, var de meget mere værd, end vi troede. Vi måtte få skiftet en kobling for at komme hjem og brød dogmet om at vi skulle vende hjem med de 500 kr. vi tog af sted med.

 

Turen fik også sendt Steen og Henrik i hver sin retning. Henrik Yde havde ambitioner om et mere storslået verdensorkester inspireret af Pat Metheny, Weather Report og Toto, og han inviterede mig med i et nyt orkester kaldet Cosmpolitan Orkestra, med Otto Sidenius og Casper Ludvigsen. Henrik skrev nogle ambitiøse og spændende kompositioner, vi øvede og tog på turné, men jeg kunne ikke finde tid til at øve så meget ved siden af tegnekarrieren, og det stoppede efter et par år. Steen var mere til den lille mobile verdenstrio. Sammen med Steen fortsatte jeg med Trio Confetti, som fik flere og flere små festjobs og koncerter på landets mange spillesteder. Men vi skulle havde en ny guitarist efter at Henrik Yde var stoppet. Palle Windfeldt kom på prøve, iført mors hjemmestrikkede sweater og krøllet mikrofonhår. Jeg var straks total begejstret, her sad en dreng på min egen alder og spillede end blanding af George Benson og Lee Rittenour; for svedigt. Steen og jeg skulle dog lige være sikkre på, at vi begge gerne ville havde ham med, og gik ud i køkkenet og voterede som et par dommere, imens vi lavede kaffe. Vi var faktisk straks enige om at han var den helt rigtige mand. Men vandet skulle jo lige koge og imens sad Palle og ventede på mit drengeværelse. Vi bar kaffen ind og bad ham tjekke kalenderen, for vi havde allerede kontrakter på flere jobs på Loppen, den Gråhal og Hånd i Hanke i Griffenfeldtgade. Allerede på første job blomstrede Palle i fuld flor; helt fremme på scenekanten, trykkede han den fedeste guitarsolo af med den vildeste ansigtsmimik, og alle var vilde med ham. Lige siden har Palle og jeg fulgt hinanden i tykt og tyndt som musikalsk makkerpar, gennem tiden med Tango Orkestret og er stadig sammen i Djanzz.

Så midt i Disco-80'erne voksede også bølgen af verdensmusik. Steen formulerede pressemeddelelser og fandt hele tiden nye fede numre vi kunne spille. Han barberede også Palles kæmpe fusionspedalbræt ned til at han kun måtte bruge en enkelt fersk lyd fra en enkelt guitar forstærker. Vi spillede de gode melodier fra fransk sigøjner-jazz, Bossanova og amerikanske evergreens i alle de nye caféer der åbnede i 80'erne. Caféer der kunne servere smart cappuccino i hvide lokaler, hvor folk ville sidde synligt i cafevinduerne som fisk i akvarier, i stedet for gemt bag rød fløjel, billardborde og jukebokse med pilsner og hårdkogte æg.

Steen skaffede os ansættelser om sommeren på restauranter i Blokhus og Bornholm. Vi lærte begge to meget af Steen, som var med til at forme vores musikkarriere. Da Palle ville til USA og studere på Berkley, anbefalede Steen Kairo eller Buenos Aires. Palle valgte Buenos Aires.

Palle og jeg begyndte at spille med Palles kone Sille i Djanzz, og vi startede sammen i Tango Orkestret. Det tog tiden og energien fra Trio Confetti.

 

Trio Confetti er faktisk aldrig blevet lukket vi holder bare en meget lang pause.

 

presse_tc01