Tango orkestret

tango_tegning

 

Dette er historien om Tango Orkestrets opståen ud af en passion for Astor Piazzollas argentiske Tango Nuevo. Tango Orkestret opstod i et samarbejde mellem Palle Windfeldt, og nogle dygtige musikere Palle kendte fra Rytme Kons; Henrik Sveidahl, Kristian Jørgensen og Kaare Munkholm, og mig selv Carl Quist-Møller.

 

Første gang jeg hørte Tango Nuevo med Astor Piazzolla, var på en pladespiller, der stod i min stedfar Peter Bastians øvelokale. Peter Bastian var min stedfar fra jeg var 6 år. Han hjalp mig lidt med matematik og præsenterede mig blandt andet for Tango Nuevo og klassisk musik, og så lærte han mig at fiske geder og aborrer i Sverige, men det er en anden historie...

 

Komponisten og bandoneon spilleren Astor Piazzolla blev født i Argentina i 1921 og voksede op i New York. Familien vendte tilbage til Buenos Aires, hvor han først brillerede som traditionel bandoneon solist og senere fornyede tangoen. Han benyttede en god formel og blandede tre forskellige genre. Ud af Tango, Jazz og Klassisk opfandt han musikgenren Tango Nuevo. Han blev både elsket og hadet i Argentina for at bryde tango traditionen, men er i dag nationalhelt og verdenskendt med festivaller i eget navn.

 

Når min stedfar satte den knitrende vinylplade på, fremkaldte det følelser og indre billeder, jeg ikke selv var herre over. Melodier og instrumenter virkede skiftevis meget genkendelige og samtidig som en fuldstændig eksotisk fornyelse. Det var som at høre klassisk musik spillet meget rytmisk; spillet med funk- og rockgroves mens de uskrevne regler i rytmisk musik om tempo og symmetri var ophævet til fordel for længere instrumentale fortællinger.

 

Mange år senere skulle min band Trio Confetti overnatte i et kollektiv i Æbeltoft. Trio Confetti bestod af Steen Thomsen og Palle Windfeldt på guitar og jeg på trommer og percussion. Vi havde et enkelt tango nummer, La Campurasita, på repertoiret og spillede det i en cirkusklovn-agtig version. Manden, der havde lovet os et sofaarrangement for tre korte mænd, serverede øl og ostemadder. Kl. 03 var vi alle nået til det punkt, hvor vores modtagerknap var slukket og vores afsenderknap stod på max volume. Vores vært rejste sig, gik over til pladespilleren og sagde ”Nu har jeg siddet og hørt på jeres musik hele aftenen, nu skal I høre min” lyden af bandoneonens toner sneg sig frem gennem rummet. Jeg genkendte straks Astor Piazzolla og blev tavs og alvorlig. Det er musik som ikke tåler overfladisk snak og ligegyldig livsførelse. Det er dødsensalvorlig forelskelse, dræbende jalousi og melankoli så det driver ned af væggene. Da Palles modtagerknap stadig var på standby, tog værten brødkniven fra spækbrættet og hold den op til Palles strube: ”Nu høre du fandme efter” og det gjorde han så. Vi vidste godt det med kniven ikke var ment så alvorligt som det kunne se ud, men det kunne Palle nu godt høre, at dem der spillede på pladen, gjorde. Palle blev fuldstændig forført af denne seriøse tangonerve og måtte høre pladen tre gange samme aften. Og igen og igen i bilens kassettebåndoptager på vej hjem til København næste dag. Da bilen holdt stille, sagde Palle ”Jeg vil spille tango”.

Vi kendte ikke nogen der spillede bandoneon, men Palle gik på Rytmisk Musik Konservatorium med Henrik Sveidahl der spillede saxofon, Kristian Jørgensen der spillede violin og Kaare Munkholm der spillede vibrafon og marimba. De ville alle gerne være med.

 

Astor Piazzollas kvintet bestod af Bandoneon, klaver, violin, guitar og bas. Der var slet ikke trommer med, og vi have ingen bassist så Henrik købte en basklarinet og jeg købte nogle dybe pauke-agtige trommer. De andre tre musikere købte oktavpedaler til deres instrumenter, så vi alle skiftevis kunne udfylde basrollen. Fuldstændig respektløst over for Tango Nuevoens traditionen skrev Henrik Sveidahl vores første arrangement af Piazzollas komposition Zum. Bandonoen melodien delte violin og sopransaxofon, og vibrafon og marimba tog de fleste klaverroller. En klassekammerat fra rytmekons, Jen Rottbøll, gav os det første job på Banan Republikken på Nørrebrogade. En begejstret publikummer sagde efter første koncert ”Hold da kæft hvor lød det dårligt – hvor spiller i næste gang?”

Vi havde gang i noget fornyende musik: Forkerte instrumenter spiller en fremmed musikgenre og blander det med egne improvisationer.

 

Vi skulle have et navn og i et almindelig kollektivt kompromis kalde vi os bare Piazzolla. Endnu et eksempel på, at vi ikke anede hvilke dybe traditioner vi fjumrede rundt i som lallende amatøragtige danskere. Jeg tegnede en plakat hvor der stod Piazzolla, og til Copenhagen Jazzfestival kom Astor Piazzolla fans valfartede fra hele verden. Der var udsolgt en time før koncerten. Først ved indgangen blev de klar over det kun var fem uvidende unge musikere, der spillede deres egne arrangementer af mesteren. En sal fyldt med skuffede Astor Piazzollafans sad og ventede på os. Vi sad i baglokalet og rystede, og aftalte, vi skulle finde et andet navn med det samme. Det blev så Tango Orkestret - også ret uopfindsomt - men vi var dog det eneste orkester i Danmark, der på det tidspunkt specialiserede sig i at spille Tango. Det var den første og eneste koncert vi har startet med at sige: ”Undskyld! Fra i morgen hedder vi Tango Orkestret”. Den aften fik vi vores første stående applaus efter en koncert, og mange skulle heldigvis følge. På skoler, i jazzklubber, på Roskilde Festivallen, i Sverige, Tyskland, Rom, Norge, Færøerne, Belgien, Finland, Hong Kong og ikke mindst i Buenos Aries.